PrintSend

Fjernvarmenettet

Fjernvarmenettet - tre integrerede fjernvarmesystemer

Varmelast.dk planlægger varmeproduktion til forsyning af de lokale fjernvarmeselskabers fjernvarmeområder i 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Transmissionsnettet for CTR og VEKS er ét sammenhængende system, hvilket giver fleksibel mulighed for at udveksle varme mellem de forskellige fjernvarmeområder efter behov. Varmen fra Avedøreværket kan eksempelvis forsyne København og omvendt kan varmen fra Amagerværket forsyne Roskilde.

Transmissionsnettet leverer fjernvarme til distributionsnettene i hovedstadsområdet og gennem distributionsnettene leveres fjernvarmen til fjernvarmekunderne i 17 kommuner i hovedstadsområdet. De sammenhængende transmissionsnet og distributionsnet i hovedstadsområdet giver samlet et meget stort fjernvarmebehov, som kan forsynes fra mange forskellige produktionsanlæg. Dette giver mulighed for, at produktionen af fjernvarme kan være meget økonomisk effektiv, da der altid kan produceres på de produktionsanlæg der på produktionstidspunktet har de laveste produktionsomkostninger.

HOFORs dampbaserede fjernvarmenet er ligeledes integreret i det samlede fjernvarmesystem. Dampbåren fjernvarme kan konverteres til vandbåren fjernvarme i damp-vandvekslere placeret på bl.a. H.C. Ørstedværket, Svanemølleværket og Amagerværket. Vandbåren fjernvarme kan ikke konverteres til damp, hvorfor dampsystemet stiller særlige krav til Varmelast.dk’s arbejde.

Varmelast.dk varetager planlægningen af varmeproduktionen, og sikrer dermed den økonomisk mest effektive fjernvarmeproduktion. Den daglige drift af fjernvarmenettet i hovedstadsområdet håndteres derimod af CTR og VEKS’ kontrolrum - fysisk placeret på henholdsvis Frederiksberg og i Albertslund. Det er kontrolrummene, der i sidste ende sørger for, at der bliver leveret fjernvarme til de lokale fjernvarmeselskaber, også i tilfælde med forsyningssvigt på anlæg.
 

Varmeenheder i hovedstadsområdet
A. Prioriteret produktion
Affaldsforbrændingsanlæggene Amager Ressourcecenter, Vestforbrænding og Argo samt rensningsanlægget Lynetten er politisk prioriteret produktion i fjernvarmesystemet. Ligeledes er det geotermiske demonstrationsanlæg på Amager prioriteret produktion. Geotermisk energi er udnyttelse af varmt vand fra undergrunden.
 
B. Grundlast
Kraftvarmeværkerne Amagerværket (ejet af HOFOR) Avedøreværket og H.C. Ørstedværket (ejet af Ørsted) samt Køge Kraftvarmeværk (ejet af VEKS) udgør sammen med den prioriterede produktion fra affaldsforbrændingsværkerne og det geotermiske demonstrationsanlæg fundamentet for forsyningen i hovedstadsområdet.
Derudover benytter Varmelast.dk to varmeakkumulatorer (varmelagertanke) på henholdsvis Amagerværket og Avedøreværket, således at varmen kan produceres på tidspunkter, hvor det er billigst muligt på kraftvarmeværkerne (akkumulatorerne fyldes). Omvendt kan varmen anvendes, når fjernvarmebehovet er størst fx om morgenen (akkumulatorerne tømmes). Dette giver en stor fleksibilitet og en økonomisk optimering af el- og varmeproduktionen.
 
C. Spids- og reservelast
Ca. 30 spidslastcentraler ejet af CTR, VEKS og HOFOR fungerer som reserve for grundlasten - typisk ved udfald af kraftvarmeværker i vinterperioden.
Herudover er der placeret i alt 4 større spids- og reservelastkedler på Svanemølleværket og H.C. Ørstedværket, der er ejet af Ørsted. Disse 4 kedler er så store og relativt billige ift. fjernvarmeselskabernes mindre spidslastcentraler, at de benyttes mere som mellemlast, dvs. de producerer varme når fjernvarmeforbruget er særligt højt – særligt om vinteren, i morgenspidserne og ved udfald af kraftvarmeværker.

 

Varmeenheder i hovedstadsområdet

A. Prioriteret produktion
 1. Affaldsforbrændingsanlæg:
  • Amager Ressourcecenter ARC
  • Vestforbrænding VF
  • KARA/Noveren
  • Rensningsanlægget Lynetten RLF
2. Geotermi
  • Demonstrationsanlæg

B. Grundlast
3. Kraftvarmeværker
 • Amagerværket AMV
 • Avedøreværket AVV
 • H.C. Ørstedværket HCV
 • Køge Kraftvarmeværk KKV

4. Varmeakkumulatorer 
 • Amagerværkets varmeakkumulator AMV-VAK
 • Avedøreværkets varmeakkumulator AVV-VAK

C. Spids- og reservelast
 • Svanemølleværket SMV
 • H.C. Ørstedværket HCV
 • Adskillige spidslastcentraler

Real Time Web Analytics